Verdens bedste brød findes ikke i Frankrig, Italien eller Schweiz! Det findes lige rundt om hjørnet... I Danmark er vi så heldige at have en mangfoldighed af brød som ikke findes andet steds. En leg med og brug af kornsorter som de fleste lande ville misunde. Vi anvender både de traditionelle: Rug, hvede, havre og byg, men også de mere spændende: Spelt, emmer og enkorn.
Derudover er Danmark benådet med nogen af de absolut dygtigste bagere som verden kan frembringe. Fagfolk der er stolte af håndværket, folk der er nysgerrige efter at frembringe nye kreationer og folk der står tidligt op og knokler stenhårdt for hver eneste dag at fremtrylle velsmagende brød til folket!
Denne blog er til for at hylde disse dygtige mennesker og inspirere alle andre til at sætte sig ind i den kunst det er at bage - ikke bare godt - men fremragende brød. Min hensigt med bloggen er at dele nogen af de bedste hjemmebagte brødopskrifter jeg har med dig - både for at du selv kan kaste dig ud i brødsnedkeriet - men også for at anspore dig til at du hyppigere besøger din lokale bager, stiller krav til hans håndværk og tilbagebetaler med den glæde det er at sætte tænderne i et sprødt, saftigt og særdeles godt smagende nybagt brød.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar